Er det ok, at flytte hjemmefra?

Mange unge med psykisk syge forældre synes det svært at skulle være væk hjemmefra. Det kan være svært at tage på efterskole, højskole eller flytte hjemmefra, når man skal begynde på en uddannelse. For hvem skal så holde øje med den syge forælder? Hvem skal støtte op, når det hele brænder på? Hvem skal være der for de yngre søskende?

Her kan det hjælpe at tænke på, hvem der kan støtte din syge forælder, når du er er flyttet. Det er vigtigt, at du ikke bremser din egen udvikling for at blive hjemme og passe på din forælder. Han eller hun skal alligevel lære at klare sig uden dig, så I kan lige så godt komme i gang og øve jeg på det sammen. Du kan stadig have en god kontakt med dine forældre og måske kan det blive mere frugtbar og ligeværdig, når du ikke konstant er der til at sørge for det hele i familien.

Måske kan du have glæde af at mødes med andre unge i samme situation, så I kan støtte hinanden.